Udlodning på vej

På bestyrelsesmødet den 5. marts 2024 behandlede og godkendte bestyrelsen årsrapporten for 2023, og bestyrelsen traf beslutning om at udbetale og udlodde sammenlagt 850 mio. kr. af den overskydende basiskapital.

Af dette beløb skal medlemmerne efter udbetalingsregulativets § 7 have 7,5 pct. Det samlede beløb, der udloddes til medlemmerne denne gang, udgør derfor 63,75 mio. kr., og medlemmerne har derefter i perioden fra 2019 og frem modtaget i alt næsten 300 mio. kr. i samlede udlodninger.

”Vi er glade for, at vi igen i 2023 har skabt mulighed for at kunne udlodde et pænt beløb til medlemmerne. Pensionskassen har på trods af en urolig tid formået at holde solvensen så høj, at det nu for sjette år i træk har været muligt at udlodde et flot beløb” siger Peer Schaumburg-Müller, bestyrelsesformand i pensionskassen.

For pensionerede medlemmer udbetales det udloddede beløb sammen med pensionen for april måned. Egenpensionister vil gennemsnitligt modtage et beløb på godt 8.900 kr. før skat, mens ægtefællepensionister i gennemsnit vil modtage ca. 6.200 kr. før skat.

For ikke-pensionerede medlemmer vil det udloddede beløb blive tildelt i form af et livsvarigt tillæg til pensionstilsagnet. I gennemsnit vil dette års udlodning give dem et livsvarigt tillæg på ca. 480 kr. årligt.